« Tilbage

Den 1. januar 2016 bliver kronikertilskud automatisk

Skrevet d. 22/12-2015 af: Apoteket Trianglen

Fra den 1. januar 2016 bliver kronikertilskud givet automatisk til berettigede borgere – læger skal derfor ikke længere søge om det.

Med virkning fra den 1. januar 2016 indføres et fast årligt egenbetalingsloft på udgifter til tilskudsberettiget medicin opgjort i tilskudspriser. Egenbetalingsloftet udgør 3.830 kr. årligt (2015-tal).

Det betyder, at alle borgere automatisk får 100 % tilskud til tilskudsprisen på tilskudsberettiget medicin, når borgeren har haft en årlig egenbetaling til tilskudsberettiget medicin (opgjort i tilskudspriser) på over 3.830 kr. (2015-tal).

Borgere, hvis tilskudsperiode udløber i 2016, og som den 1. januar 2016 har haft egenudgifter til tilskudsberettiget medicin (opgjort i tilskudspriser) på over 3.830 kr., vil automatisk få udbetalt (udlignet) differencen ved første receptekspedition på apoteket efter den 1. januar 2016.

Lægerne skal derfor ikke søge om kronikertilskud til deres patienter efter den 1. januar 2016.

For patienter, hvis tilskudsperiode udløber i december måned 2015, og som på dette tidspunkt har haft en egenbetaling over 3.830 kr., kan lægen søge om kronikertilskud i januar måned 2016 - dog skal Lægemiddelstyrelsen have modtaget lægens ansøgning senest den 30. januar 2016.