Vitaminer og mineraler 

Vitaminers og mineralers funktion
Kroppen har brug for vitaminer og mineraler for at opretholde sine normale funktioner, og mangel på bare et vitamin eller mineral kan bringe kroppen ud af balance. Vitaminer og mineraler er ikke energigivende som kulhydrat, fedt og protein er, men bidrager til at maden bliver optaget og udnyttet korrekt.
En sund og varieret kost kan i langt de fleste tilfælde dække kroppens behov, men der kan i visse tilfælde være behov for tilskud af enkelte eller flere forskellige vitaminer og/eller mineraler, hvilket kaldes kosttilskud. Det kan fx være børn, gravide, ældre eller småtspisende. 

Vandopløselige vitaminer vs. fedtopløselige vitaminer
En almindelig sund kost fører ikke til et for stort indtag af vitaminer, men indtag af store mængder vitaminer kan føre til overdosering, hvilket kan ske ved indtagelse af fedtopløselige vitaminer, især A og D vitamin, da disse kan ophobes i lever og fedtvæv. For meget A vitamin kan medføre led-, knogle- og muskelsmerter, kvalme og opkastning. For meget D vitamin kan medføre forhøjet kalk i blodet og give kvalme, opkastning, hovedpine og træg afføring. Vandopløselige vitaminer ophobes ikke i kroppen og udskilles med urinen, men der er dog ingen grund til overdreven indtag.

Fedtopløselige vitaminer: A, D, E og K

Vandopløselige vitaminer: B og C

Anbefalinger for kosttilskud til børn fra 0-2 år
- Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram fra 2 uger til 2 år
- Børn med mørk hud og/eller som går klædt, så kroppen oftest er tildækket om sommeren anbefales at fortsætte med tilskud af D-vitamin gennem hele barndommen

D-vitamin til børn gives som dråber

Anbefalinger til for tidligt fødte børn
- Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt tilskud af D-vitamin på 10 mikrogram fra udskrivelse fra hospital til 2 år
- Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt tilskud af jern på 8 mg fra udskrivelse fra hospital til 1 år

D-vitamin og jern til børn gives som dråber

Anbefalinger til ældre
- Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt tilskud af D-vitamin på 20 mikrogram kombineret med et tilskud af kalk på 800-1000 mg til personer over 70 år, til plejehjemsbeboere og til personer med øget risiko for knogleskørhed uanset alder

Anbefalinger til gravide
Se Apoteket informerer om graviditet

Anvendelse af mineraler og medicin

I nogle tilfælde kan mineraler påvirke medicins virkning, oftest hæmmes optagelsen af medicinen og den tilsigtede virkning opnås da ikke. Dette kaldes interaktioner, og kan fx opstå mellem jern og mavesyre neutraliserende medicin, eller calcium og antibiotika og mellem mineralerne jern og calcium. Dette betyder ikke, at man skal stoppe med at tage sin medicin eller kosttilskud, men blot tage dem forskudt. Bliv klogere på interaktioner på interaktionsdatabasen