Historie

I 1908 ansøgte Farmaceutisk Medhjælperforening om oprettelse af en lang række nye apoteker, bl.a. et på Østerbro ved Trianglen.

Mag.scient. cand. pharm. A. Wølkh fik den første bevilling og kunne den 18. oktober 1911 åbne i de lokaler, hvor apoteket også ligger i dag.

Apoteket Trianglen er et typisk by-apotek, hvor stort set alle lægemidler udleveres direkte over skranken; men vi har naturligvis også mulighed for e-handel samt forsendelse til private kunder og plejehjem. Vi har en tæt kontakt til vore kunder og vi koncentrerer vor indsats om at yde kunderne en god information og service.

I dag er Apoteket Trianglen et moderne og aktivt apotek. Vort mål er først og fremmest at udføre en sikker og faglig distribution af høj kvalitet, men også virksomhedsmæssigt og personalepolitisk at være på forkant med udviklingen.

Vi er engagerede i fagets udvikling og ønsker at bidrage til og påvirke denne udvikling. Dette sker dels gennem deltagelse i projekter, der initieres af Danmarks Apotekerforening eller andre, dels gennem iværksættelse af egne projekter og initiativer.

”Ingen forlader Apoteket Trianglen med et uløst problem” er et højt mål, men ikke et tomt slogan. Det skal tages som et udtryk for, at vi servicemæssigt vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe vore kunder med den viden og de muligheder, vi har.